
Jordtrykket er den største trussel mod støttemure, som med tiden kan blive presset ud af form. Især når muren skal holde en skråning på plads, gælder det om at bygge tungt og med omtanke!
Noget af det sværeste ved at anlægge en støttemur er at give den en tilpas hældning. Hældningen er vigtig, fordi den sammen med murens samlede vægt skal modstå trykket fra jorden i skråningen. Derfor er det en rigtig god idé at vælge specielle støttemursblokke, der automatisk sørger for, at muren får cirka 10 graders hældning, fordi de simpelt hen er støbt med hældning. Støttemursblokke sparer dig derved for det svære og tidskrævende frihåndsarbejde med at lægge almindelige fliser eller sten, der skal have præcis den rette forskydning i hele murens længde og mellem alle skifter. Med blokkenes indbyggede hældning kan du selv bygge op til en højde af cirka halvanden meter – med større hældning og bistand fra fagfolk kan støttemursblokke rejses helt op i tre meters højde. Men husk altid at følge producentens byggevejledning. Du får også en stærkere mur af støttemursblokkene, fordi deres bagknast samtidig låser skifterne fast i hinanden, så enkelte blokke ikke KAN presses ud af muren. I forhold til fliser og sten er støtteblokkene meget hurtigere at bygge med, det er meget nemmere at få et flot resultat, og du kan være sikker på, at muren bliver stående år ud og år ind.
Muren skal stå på et fast underlag
Start med at grave al muldjorden op. Muld omsættes med tiden og underminerer dermed muren, efterhånden som den forsvinder. Derfor gælder det om at grave, indtil du når ned til bæredygtig bund, det vil sige sand, grus eller ler. Selv om du kun har et tyndt muldlag, bør du alligevel grave en 90 cm dyb rende, inden du går i gang med at fylde op med stabilgrus. Hvis muren skal være over en meter høj, skal der indlægges et dræn bag ved fundamentet for at undgå, at der opstår vandtryk på muren.
1.
Fyld renden op med stabilgrus eller bundsikringsgrus. Hver gang du har smidt 30 cm grus i renden, komprimerer du det med en jordloppe. Hvis du bruger en brolæggerjomfru, skal der komprimeres for hver 10 cm grus.

2.
Fyld jordfugtig beton i renden, sørg for, at der bliver et cirka 20 cm tykt og 50 cm bredt lag. Det er lige meget, om du vælger at bruge færdigblandet beton eller selv vil mikse fem dele støbemiks til en del cement.

3.
Spænd herefter en snor ud, der markerer murens forkant og højden på første skifte (den første række støtteblokke). Husk at medregne, at blokkenes underkant skal ligge 3 cm under fl isehøjde eller græsplæneniveau.
Bank den første blok på plads i betonen, for eksempel med skaftet på en mukkert. Kontroller, at oversiden er vandret, og at forkanten følger snoren – det er uhyre vigtigt at sætte første skifte helt nøjagtigt.

4.
Hold en fugeafstand på 2 til 5 mm, når du sætter resten af første skifte. Herefter skal den jordfugtige beton hærde en dag eller to, før du går videre. Sæt de næste skifter halvstensforbandt, altså med en halv stens overlap, for at opnå en solid låsning mellem skifterne.

5.
Fra nu af går det stærkt! De næste skifter er meget lette at lægge, fordi bagknasten kun kan placeres på én måde i blokken under den – nemlig på den korrekte måde.

6.
Mindre ujævnheder kan rettes op ved at lægge små stykker murpap mellem skifterne, men det skal gøres, før næste skifte lægges ovenpå, så tjek løbende med en mursnor, at hvert skifte er jævnt.
Fyld sand bag ved muren, hver gang du har lagt to skifter. Laget skal være minimum 10 cm dybt og har til formål at dræne jorden for vand, så du ikke risikerer, at vandtrykket kommer til at stå og presse på muren.

7.
Stamp med brolæggerjomfruen, hver gang du har lagt 20 cm sand ud. Sandet skal komprimeres, men ikke for meget, da vand skal kunne sive ned langs murens bagside. Slut af med at lægge 20 cm muld øverst.
