Prøv alternativ søgning:

Loading
  

Allerede ved planlægningen af den nye tilbygning blev der taget højde for, at de ekstra kvadratmeter i fremtiden skulle kunne bruges til lidt af hvert. Derfor blev det besluttet at installere varme i det nye klinkegulv. Gulvvarme er en utrolig behagelig opvarmningsform, og det er forholdsvis enkelt – og billigt – selv at lægge rørene. Vi viser her, hvordan det kan gøres.

Hvem har ikke prøvet at sætte fødderne på et koldt gulv, når man stiger ud af sengen om morgenen? Alene tanken kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste – navnlig hvis der er tale om klinkegulv. Derfor var
det også et ufravigeligt krav at få installeret gulvvarme, da familien planlagde deres nye 40 kvadratmeter store tilbygning.

Gulvvarme er en meget behagelig opvarmningsform, du slipper for kulde omkring fødderne. Fødderne registrerer nemlig temperaturen i rummet og meddeler kroppen, om der er varmt nok i rummet.
Det betyder samtidig, at du uden problemer kan have det et par grader koldere end med traditionel opvarmning ved hjælp af radiatorer. Og på længere sigt giver det en pæn besparelse på varmeregningen. Dertil kommer, at du helt kan undvære radiatorer i rummet.

Radiator i gulvet
Hvis du alligevel skal støbe betonlag til et nyt gulv, bør du overveje at installere gulvvarme samtidig. Og selve installationen ved hjælp af lange plastslanger – såkaldte PEX-rør – er ganske enkel.

Rørene lægges som én lang varmeslange i sløjfer for hver 30 cm pr. rum. Tidligere skulle man binde »slangen« fast til et armeringsnet med ståltråd, men nu er det blevet endnu nemmere, fordi rørclips af plast bankes fast på armeringsnettet.

Og selve varmeslangen trykkes bare ned i clipsene. Hver varmeslangekreds til et rum tilsluttes i princippet
på nøjagtig samme måde som en radiator via nogle fordelerrør, hvor flere kredse kan kobles på på én gang. I hvert rum placeres en termostat, som så sørger for, at der kun akkurat lukkes så meget varmt vand ind i varmeslangen, at den ønskede temperatur kan opretholdes.

Forarbejdet er vigtigt
Undergulvet til klinkegulvet udføres traditionelt i to tempi. Først støbes betonen ud – dernæst udføres et pudslag (afretningslag) med cementmørtel. På større byggerier anvendes som regel ledere til at støbe betonen ud efter. Det er lange skinner, der bliver nivelleret ud i højden og understøttet med mørtelpuder.

Lederne gør det samtidig nemt at udregne, hvor meget beton du skal bruge. Og betonen kan hurtigt lægges ud
og trækkes af efter lederne. Betonen hældes ud mellem lederne, og en bjælkevibrator trækkes hen over skinnerne
og afretter betonen til overkanten af lederne.

Dernæst glattes overfladen med en såkaldt glittemaskine. På den måde får du en glat og vandret overflade i én  arbejdsgang og slipper samtidig for pudslaget.

Færdig beton sparer tid
Du kan selvfølgelig altid vælge selv at blande betonen. Alligevel bør du overveje at få leveret færdigblandet beton, selv om prisen umiddelbart kan forekomme højere. Dels slipper du for alt besværet med selv at beregne,
hvor meget cement, grus og sten du skal bestille i byggemarkedet. Og dels kommer udgiften til at leje en blandemaskine, ligesom du bliver nødt til at alliere dig med et par gode venner, når betonen skal lægges ud. Endelig må du være forberedt på, at din græsplæne ikke vil have det alt for godt, hvis du har brugt den som betonblandeplads.

Færdig beton derimod leveres i en betonkanon direkte på adressen og pumpes ind til det sted, hvor du skal bruge
det, via en særlig pumpevogn.


Lægning af klinker
Allerede dagen efter støbningen kan du hugge de værste grater og overflødig beton af langs kanten af gulvet mod
væggene. Efter yderligere en uges hærdning af betonen blander du selvnivellerende gulvmasse af pulver og vand til en tyndtflydende konsistens. Denne masse hældes ud over betongulvet og fordeles med et stort stålbræt. Du har nu en helt plan flade til at lægge klinker på med minimalt brug af klæber.

Så snart gulvmassen er tør, kan du trække klæberen på med en tandspartel og begynde at lægge klinkerne.

1.

Monteringsbåndene er 60 cm lange og klikkes sammen til lange bånd. På oversiden er der clips til PEX-rør for hver 15 cm, på undersiden er der tænder til at trykke ned i en isoleringsplade af skumplast. Båndene skal placeres med 75 cm’s afstand.

2.

 PEX-rørene trykkes ned i hver anden clips med en afstand af omkring 30 centimeter.

3.

Monteringsbåndene kan også anvendes direkte på betonunderlag. Tænderne på undersiden fjernes da med en bidetang. Båndene fastgøres med bøsninger, skruer og spændeskiver.

4.

PEX-rørene er på plads, og der er klar til støbning. Læg mærke til kantisoleringen af to cm flamengoplade.

5.

En snitflade på en Kota-leder type A. Den er 50 mm høj og 390 cm lang. Kroppen er støbt i beton, der er armeret med to jern. Øverst en tynd, galvaniseret  tålskinne.

Kroppen er forsynet med tværhuller, som er beregnet til at stikke armeringsjern igennem.

6.

Lederne skæres nemt over med en vinkelsliber, der er udstyret med en stenskæreskive. Husk at benytte beskyttelsesbriller under arbejdet.

7.

Sådan støber du gulvet Allerførst fylder du vand i en klar plastslange og bruger den som nivellerinstrument til at sætte et mærke af i samme højde i hvert hjørne.

8.

Køb armeringsnet med trådtykkelse fire mm og maskestørrelse 15 x 15 cm. Det fås i store flager, som nemt klippes til med en boltsaks.

9.

Nettet lægges ud, så det dækker hele gulvet. Langs kanten er sømmet en strimmel to cm tyk flamengo til at bryde kuldebroen.

10.

De specielle rørclips placeres med en afstand af 30 centimeter i den ene retning og maksimalt 75 centimeter i den anden retning.  Klipsene bankes nemmest ned over armeringsnettet med en stor træklods.

11.

Varmeslangen af PEX-rør rulles ud og er nu lige til at trykke fast i rørclipsene med foden. Selve  lastslangen køres rundt i bløde slalomlignende sløjfer for hver ca. 30 centimeter.

12.

Læg betonlederne ud med en afstand af omkring 200 cm. Ud fra mærkerne i hjørnerne spændes nu snore ud på tværs af lederne for hver maksimalt 130 centimeter og ca. 15 centimeter over færdigt gulv.

13.

En pind bruges til at checke afstanden fra snoren ned til overkanten af lederen. Læg først et stykke gasbeton eller mursten i cementmørtel (fin beton) og justér med to plastkiler.

14.

Kilerne trykkes ind over hinanden, til højden af lederen passer. Derefter fikseres lederen ved at støbe opklodsningen inde med cementmørtel. Lad det hærde et par dage.

15.

Gummislangen fra pumpevognen er trukket ind i bygningen. Med en joystick på selve slangeaggregatet doseres den ønskede mængde beton til et passende stykke afretning.

16.

Med en skovl fordeles betonen. Træk overflødig beton af med et høvlet bræt, der hviler på betonlederne.

17.

Når du har trukket ca. 80 cm af med brættet, kan du forsigtigt glitte eventuelle ujævnheder med en »amerikaner«, der er et langt stålbræt.

Trælasten leverer til hele Danmark

Indtast postnummer, og se din fragtpris:

OBS: Henter du selv dine varer hos os, fjerner vi fragten igen