Butikselev i Trælasten
Maria Holt Nissen er butikselev i Trælasten Rødding.
Fra hun var helt lille har Maria drømt om at komme i butik. Dog var det tøjbutik, der var den store drøm. Efter en uges handelsskolepraktik i en tøjbutik, opdagede hun at det ikke er helt ikke som forventet.
Men at få en læreplads trak stadig og da Maria hørte om en leding butikselevplads i Trælasten søgte hun en prøveuge i Trælasten Vejen. Her kæmpede hun imod en anden kanditat om den endelige læreplads - og fik det. Det er i butikken i Trælasten Rødding at arbejdet skal udføres.
"Inden jeg startede, kunne jeg ikke se, hvordan de kunne få dagen til at gå. Men nu ser jeg jo alle de spændende arbejdsopgaver som dagen bringer. Ud over kunderne de skal betjenes, er der varermodtagelse, varevedligehold, kampagner, kasseekspedition osv.
Som butikselev fik jeg hurtigt mit eget ansvarsområde. Det er min opgave at vedligeholde priser, varer på hylderne, og placeringer. Det vigtigste er at få alle de gode tilbud frem, så kunderne kan se dem" siger Maria.
Kunderne skal have hjælp. Og her er Maria også på banen.
"Jeg prøver at hjælpe så godt jeg kan. Trælastens kunder er meget krævende hvad angår brugsvejledninger. Hvordan virker værktøjet, eller hvor langt rækker malingen?"
Her får Maria naturligvis hjælp fra Trælastens øvrige personale, således hun næste gang kan bruge sin viden og sælge produktet til kunden.
Maria har været i både malerafdeling, værktøj og arbejdsbeklæding til VVS, haveredskaber og beslag.
"En arbejdsdag er meget forskellig. Den ene kunde skal have nyt arbejdstøj, og den næste skal bruge reservedele til sin vandhane. Det er både private og håndværkere der kommer i butikken. Og de stiller naturligvis forskellige spørgsmål."
Skoleopholdet giver et afbræk i hverdagen. Handelsskoleelever har et årligt skoleophold på 8 uger fordelt på 14 dagsperioder.
Her lærer eleven bl.a. om trælastvarer og byggematerialer.
"Jeg kunne godt tænke mig at fortsætte i Trælasten. Arbejdet er sjovt og kollegaerne er de bedste. Og det er vel ikke for sjov, at de fleste har været her helt fra det forrige årtusinde." slutter Maria.